torsdag den 9. oktober 2014

Nye frøer på SG

Af Laura Bøgelund Gravesen og Frederik Flindt

Når der begynder nye elever på skolen, er det spændende at se, hvem de er. Der skal en del planlægning til for at byde de nye elever velkomne og som tutorer bruger vi meget tid på dette, så det bliver den bedste velkomst for de nye og forventningsfulde frøer.

I år mødte tutorerne ind mandag for at planlægge frøernes første gymnasiedag. Vi skulle planlægge Solrød Olympics og dagens begivenheder, og samtidig blive bedre til at samarbejde og danne fællesskab. Vi havde en foredragsholder ude, Helle Winther, der med en masse øvelser og ikke mindst energi, trænede os i at få et bedre fællesskab. Alt dette kun for at tutorrene skulle være bedre til at tage imod de nye frøer, så de ville føle sig bedre tilpas, når den store dag skulle komme.

Tirsdag morgen, de nye frøer skulle ankomme! Der var højt humør i tutorlejren, vi skulle byde frøerne velkomne. Dette skete traditionen tro ved, at frøerne kom gående, nogle mere fyldt af selvtillid end andre, op ad den røde løber. Den røde løber var dog ikke lagt øde hen, nej, den var fuld af tutorer! Tutorrene hoppede og dansede, en bedre velkomst fås vist ikke?

Frøerne blev efter gymnasieejerens (Bjarne-drengen) tale ført i ud i klasserne. Stemningen i klasserne var perfekt, selvom man godt kunne mærke på frøerne, at der var mange nye indtryk. Humøret blev ikke mindre højt af, at Jakob Poulsen satte Solrød Olympics i gang. Denne traditionsrige turnering var igen i år et mesterværk uden lige.

Nogle af frøerne virkede nervøse, man hvad havde man regnet med? Dagen endte dog alligevel med at blive en succes, i hvert fald fra tutorrenes synsvinkel og forhåbentlig også fra frøernes synsvinkel.

Fredag stod den så på konkurrence i hallen og  grillaften. Det var tydeligt at mærke forskellen på frøerne. Folk havde nu lært hinanden at kende, hvilket løftede stemningen til super niveau. Til konkurrencerne i hallen blev der gået til den, hvilken viljestyrke vi så i de nye frøer. Efter den fysiske aktivitet, stod den på noget mere afslappende aktiviteter på skolen, nemlig grillaften.

Her blev der spist både bøf og kylling stegt af de rutinerede lærere. Efter maden begyndte en dominoeffekt, folk forsvandt. Hvor blev I af frøer? Tutorrene havde alle lært introdansen udenad, men desværre var en stor del frøer forsvundet. Dette ødelagde dog ikke humøret på de tilbageværende frøer eller for den sags skyld tutorrene. Tutorrene så deres snit til at hente humle i baren og frøerne hyggede sig på tværs af klasserne.

Introdagene var en endegyldig succes! Så mange nye og søde frøer kombineret med søde medstuderende og et fantastisk arrangement gjorde introdagene fede at være en del af. Ikke at forglemme de lærere som planlagde dagene og kantinen, som leverede maden. Tak for nogle gode dage og velkommen til alle nye frøer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar