torsdag den 3. april 2014

Leder, april 2014

Af Sofie Rechendorff Andersen og Meike Sørensen

Så SG, så er vi klar igen! Med en frisk og forårs-sprød udgave af jeres allesammens ynglings tidsskrift, Metusalem! Som lovet springer Metusalem ud, som blomsterne på træerne omkring jer og mens den alt for længe ventede forårssol blidt kærtegner jeres vinterhvide hud, har I nu muligheden for at nyde en udgave af skolebladet, spækket til bristepunktet med alt det gode der hører foråret til. Vi har klummer med glade ord, vi har anmeldelser af vigtige og spændende ting der foregår rundt i landet og vi har en banebrydende artikel skrevet direkte fra den sagnomspundne gammelelev-fest af dygtigt forklædte undercover agenter fra avisen. Ud over alle disse godter er der selvfølgelig også helliget skriveplads til det, der nok har været det mest interessante, i hvert fald for 2. g'erne, der har foregået det sidste stykke tid. Her taler vi selvfølgelig om studieturene. 8 2.g klasser har vovet sig ud i den store verden, og lige her i Metusalem kan I høre en smule om hvordan det gik for sig.

Ydermere forsætter vores nye sektion "SG NEWS" med at sin udvikling, som SG's øjne og ører. Nu hvor gymnasiet så sødt skal lære os om samfundet og dets virken, er det jo passende at SG også får en fjerde statsmagt; Metusalem. Og sådan kom der endelig balance i magtens tredeling her på SG (
Lovgivende magt: Bjarne. Udøvende magt: lærerstaben. Dømmende magt: HC)

Vi gør os klar til et nyt kapitel før vi allerede har sluttet det, vi er i gang med. Alle ved det - studentertiden nærmer sig og dette gør, at der skal ske endnu en omrokering i magtforholdene. Derfor præsenterer Metusalem i denne udgave et eksklusivt interview med de nye spidser for festudvalget, samt en afgørende gang "nyt fra elevrådet".

God fornøjelse
Med venlig hilsen de to redaktører.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar