Grease i Tivolis koncertsal

Af Sofie Rechendorff Andersen

Fredag d. 14. marts var en af mine medskribenter og jeg i Tivolis koncertsal og se deres og The One and Only Companys opsættelse af musicalen Grease. Jeg vil gå ud fra, at det er de færreste, der ikke kender til Grease og helt specifikt filmatiseringen fra 1978 med John Travolta og Olivia Newton-John i hovedrollerne. Grease er en klassisk musical. Med et meget klassisk plot, som ikke skiller sig voldsomt meget ud fra andre i samme genre. Dog vil jeg her indskyde den personlige holdning, at det gode ved Grease sammenlignet med andre film i samme stil så som ”Dirty Dancing” eller Disney Channel fænomenet ”High School Musical”, er, at den ikke tager sig selv helt så voldsomt seriøst, som det ellers kan være tilfældet ved nogle poppede ungdomshistorier. 

Plottet i Grease er præcis ligeså upædagogisk, som det var moden i den tid, den stammer fra. På det punkt kan jeg godt misunde folk, der var unge på det tidspunkt, hvor ungdoms og feel-good filmene endnu ikke behøvede at være politisk korrekte. Man ville næppe se hovedpersonerne i ”High School Musical” moone, stjæle bildele, mobbe klassens nørd eller gå med falsk ID, så de kan drikke sig fulde uden at være 21. I hvert fald ikke uden at filmen derefter ville gøre et stort nummer ud af at vise, hvor forkert dette er. Grease er som modsætning til dette en historie fyldt med vild, uforpligtende ungdomsstemning, der ikke behøver stå til ansvar over for nogen eller have dårlig samvittighed over, at den lærer unge piger, at de bare skal begynde at ryge og gå i slutty tøj for at få den fyr de drømmer om. ”Tell me about it, stud!”

Så ja. Det var denne klassiker af en ungdomsmusical, vi skulle ind og se i Tivoli den 14. marts, og på baggrund af ovenstående Grease-entusiasme kan I godt forestille jer, at forventningerne var høje. Men i det store hele blev vi faktisk ikke skuffede. I Tivolis koncertsal blev hovedrollerne som Danny og Sandy spillet af henholdsvis danseren Silas Holst og sangerinden Anna David. To relativt mediekendte navne, og derfor også noget som selvfølgelig stiller krav til de to hovedrolleindehavere. Silas Holst må jeg sige, gjorde et ganske hæderligt stykke arbejde. Han var aldeles morsom i sin karikerede version af en teenage fyr, der sætter alt ind på at være cool. Det var tydeligt, at han har set den før omtalte filmversion en del gange, måden han gik, talte og især måden han sang på, stræbte tydeligvis efter at lyde som Travoltas version. Det var især tydeligt i de af sangnumrene, der ikke var oversat til dansk, at han gjorde hvad han kunne, for at synge præcis som Travolta sang i filmversionen. Anna David må jeg til gengæld sige skuffede en smule. 

De har i forbindelse med denne opsætning gjort, som filmfolkene også gjorde inden filmen fra 1978, og valgt at give rollen som Sandy til en sangerinde frem for en skuespillerinde. Og hvor Olivia Newton-John i filmatiseringen tydeligvis fandt et talent, hun ikke tidligere vidste hun havde, og også senere har anvendt ved flere lejligheder, må Anna David siges at have fejlet i forsøget på at blive andet og mere en blot en sangerinde. Bevares, hun gjorde det da fint, og hun sang godt, men hun blegnede fuldstændig i selskab med dem der spillede de andre store roller i både pigegruppen Pink Ladies og drenge gruppen T-birds. Især gjorde Kim Ace Nielsen som spillede Doody sig bemærket. Navnet lyder sikkert ikke bekendt, men han er fra musicalskolen i Fredericia og har netop også spillet en stor rolle i Fredericia Teaters opsætning af Aladdin, der blev vist i Operaen i sommers. Andre fantastiske præstationer kom fra Vicky Berlin som den lidt halv-kiksede Frenchy, der dropper ud af skolen for at læse til kosmetolog. Frenchys karakter var ikke voldsomt fremtrædende i filmen, men var i Vicky Berlins version blevet noget af det sjoveste ved hele forestillingen. 

Julie Steincke var også rigtig god i sin skildring af min personlige ynglingskarakter i historien, Rizzo, men aller mest overrasket blev jeg faktisk over hele Danmarks x-factor darling Basim. Jeg havde hele tiden lidt tænkt, at han nok mest var med i opsætningen, fordi det var endnu et kendt navn at smide på plakaten, som så kunne trække lidt kunder til. Især efter hans nylige melodi grand prix sejr, tror jeg da også helt sikkert, de har vundet stort overskud på hans deltagelse. Men jeg må ærligt sige, at jeg blev positivt overrasket over Basim. Han var der ikke bare for at være nuttet eller fordi, han kan synge. Han spillede super fint skuespil, var rigtig overbevisende i sin karakter og formåede hurtigt at få os til at glemme, at han var Basim fra x-factor og bare være Sonny. Sammen med de tre andre jeg lige nævnte og så Silas Holst var Basim med til at stjæle opmærksomheden fuldstændig fra Anna David, der i kontrasten kom til at fremstå som en lidt kedelig og ligegyldig Sandy, som tingene ligesom bare skete rundt om.

Alt i alt altså en rigtig god oplevelse. Der var en vidunderlig stemning, og det var fedt, at der var så mange sange med, som ikke havde været med i filmversionen (som jo var den version, min medskribent og jeg kendte til). Det var også ganske forfriskende at de lod andre end blot de fire rigtig store roller få deres egne solonumre, så stort set alle fra Pink Ladies og T-birds fik sit øjeblik i spot-light og mulighed for at vise, at de rent faktisk alle er dygtige sangere. Nu taler vi selvfølgelig med undtagelse af Vicky Berlin, der ikke sang på noget tidspunkt, hvilket sikkert også var en meget god beslutning fra instruktørens side. Det eneste, der måske kan lægges lidt kritik ind på, er, at det nok havde været en endnu federe oplevelse, hvis de ikke havde oversat halvdelen af sangene til dansk. Bevares, de gav mening på dansk, og var også meget gode, men halvdelen af en oplevelse som denne er gensynet, nostalgien, og den mister lidt af sin magi når det ikke er de sangtekster man kender.

Grease får 4 ud af 5 metusalemmer: