Anmeldelse: 2.c i London

Af Alexandra Munch, Katrine Lionett og Rasmus Thuesen

Det var røvfedt at være i London. Så at sige. Med El Campione og TILF-Nikolaj så kunne det næsten kun blive godt. Og det blev det. Med hvide toasts, hindbærroulade og Digestive-kiks serveret til morgenmad, så fik vi da i det mindste opfyldt vores madpyramide. Nok om det.  Eller nej, lidt mere. Med små værelser, køjesenge, stirrende håndværkere fra den anden side af vejen, 1 m²’s toilet, så skulle man ikke være så sart. Eller hvis man ikke var, så blev man det. Eller noget. Det var i hvert fald tænkeligt, at du ville finde en siddende og skidende på toilettet, mens en anden gik i bad og en tredje børstede tænder. Intimt og yderst intenst. That’s how we like it.

Sjovere var det at tage i byen, og yderligere vejen dertil. En pikmagnet legede twerkende Miley Cyrus i undergrunden, og det tiltrak meget hurtigt to singlepikke (og et vandfald i en anden undergrund). De blev efterhånden lidt klistermis og dem skilte nogle chicas fra 2.c sig hurtigt af med. De blev senere anholdt for besiddelse af coke. Så det....

Vi skal videre og vi endte på en lidt særlig natklub. Forestil dig Matadormix spredt ud på et dansegulv. Det var sgu lidt anderledes og ret spøjst. En blev scoret af en 30-årig mand, der godt og vel lignede en bankmand fra Nordea. Og han var også lidt klistermis (vi begynder at få et gengående tema her). Men det er der vel ikke noget at sige til, når to klassekammerater peeptalker og wingman’er ham. Han kunne have været hendes far. Men ingen fest uden incest, er det ikke det man siger?

En anden var også i sit gavmilde hjørne og uddelte en god gammeldags sutter. Guffer. BJ. Oral. Blow. Som I kan læse, har kært barn mange navne. En tredje løb bare væk på vejen hjem. Kun lige var de sidste, tapre natteravne trådt ud af taxaen (med chaufføren James, James Taxidriver) og så var hun væk. Hun blev først fundet 20 minutter efter. Hun var faret vild 10 m. fra hotellet og endt hos en venlig islænding, der ville betale for endnu en taxa. Så det… Hvad kan vi sige? Tårer og grin blev udvekslet. Men hey. Det bar’ London baby.
Dog skal der meget til at slå den fjerde personlighed, der i ly af mørket, troede han, lavede masturbationsbevægelser i retning mod en politibil. To politimænd traskede så stille hen og spurgte, hvad der egentlig var meningen. Personligheden havde egentlig masser at sige, men startede med et ’’hva så brrrruhhh!’’ det gad politierne ikke lige høre på, og de sendte ham videre med opsang og uden alkoholoks.

En femte var der også, og det var faktisk en af vore egne metusalemmer (stort lem - lille røv), der torsdag d. 20/3 fyldte flotte 19 år. Fest, farver og en lettere rumsteren i mellemgulvet skulle snart blive resultatet på en fødselsdag i London. Men allerførst blev der gjort plads til Abbey Road i det ellers tætte program. Beatles kan vedkommende nemlig rigtig godt lide. Så blev det tid til fødselsdagsmiddag, og hvad er bedre end en lokal libaneser med de allerbedste guttos? (Jakob var med…) Netop det eksotiske islæt, med kolonitid som faktor, er faktisk kendetegnende for London. Nogle af de bedste spisesteder i London er nemlig indiske (de lækreste fyre har også eksotisk udseende, man kan blot spørge vores guffer fra tidligere).
Fødselsdagsaftenen blev til sidst fejret på Penthouse med view ud over hele byen, og det var ca. det der var i Penthouse. Det var empty, som i, virkelig ikke mange. Fødselsdagsbarnet blev derfor fundet halvnøgen med, hvad man første troede var en Soho-luder, men dog blot selvsamme guffermis fra tidligere.

Så har vi vist slået fast, at London er skidegodt. Når 2.c ikke var på rov (eller røv) i Londons gader og underground, så var der massere af andre ting at tage sig til. Udover de utallige, standard turistattraktioner som Store Ben (if you know what I mean), Vestminister Anne og Britisk Muserum, så var der andre ting at se. En dagstur gik fx til Oxford (byen), men også Oxford (street), så det var dejligt. Hvis man nu havde trådt fødderne ømme i Londons store undergrund og overgrund, var der mulighed for at lade sig drage til en af de små hipstersteder for en kop kaffe og et lille hvil. Et eksempel på en af disse oaser er smukt kaldt ”Starbucks”. Her sås ofte en Jakob Poulsen bestille en Choko Frappucino og underholdende var det, når de smækre baristaer kaldte:” Choko Frappo for El Campione”.

Alt i alt, kan man vist godt vurdere London som et fantastisk sted at være på studietur – men, en god studietur er jo ingenting uden en fantastisk klasse og dem har vi vist massere af på Solrød Gymnasium! 2.c lover de aldrig vil glemme, da de dansede med en mærkelig guitarist i tuben til det svingende Aha hit ”take on me”. Og derudover, lover de også, at London (baby), aldrig er helt galt i byen. Medmindre det er det, man ønsker.

Vi giver London et meget stort 5tal! (i metusalemmer)