Jeg er træt. Utrolig træt, faktisk. Og selvom det ville være
oplagt at kaste skylden (og dermed spotlightet) på folk, der skriger og leger
tagfat som første gang, man besøgte McDonalds legerum eller gruppen af både
piger og drenge, der råber og skriger af engagement af fodboldbordet som var
der ingen i morgen, er det ikke hele årsagen til et år med en eksplosiv
stigning i indtaget af både energidrikke og kaffe. Dette forbrug, der har ført
mig ud i et yderst usundt og ukritisk forhold til billig kaffe i både pulver og
bønneversion, er nemlig skabt af det, der nærmest er blevet dagligdag. Men hvad
er det egentlig helt præcis, der medfører denne tilsyneladende snigende,
eksploderende og til sidst nærmest granatchoktilstandsindgydende træthed? Jo,
tillad mig at fylde en af de evigt efterladte, halvtomme salatbakker op med en
omgang verbal mavesyre. Det skal selvfølgelig stå dig evigt frit at tage en
salatbakke selv – de står over det hele og er klamme – og gøre mig selskab i
symfoni af synkrone, sure opstød.
Den første varme hilsen går endnu engang til Friis og
Moltke, der har lagt den skæppeskønne streg til Solrød Gymnasium, der er
designet til at komme tættere på folk! Eller også havde de bare en
hjerneblødning, da de tegnede gangene så smalle – jeg skal ikke gøre mig klog
på arkitektur. Derimod har jeg gjort mig klog på andre emner og har faktisk den
fornødne IQ til ikke at invitere veninder over til hverken te, kaffe eller kage
midt på gangen foran hverken A15 eller A59, lige så vel som jeg ikke hænger ud
med drengene og nyder en cola – for nyligt sat op i pris – mens jeg diskuterer
Danmarks ynkelige indsats mod Frankrig. Nej, i stedet må jeg bruge mine, fra
naturens side, heldigvis skarpe albuer til at skære mig igennem en skare af
mennesker, der holder en mindre fest til de skrattende lyde, der går over
højtalersystemet: ja, det er jo ikke til at vide om det er et nyindspillet
techno-mix eller bare HC, der selv efter mange års træning stadig ikke helt har
forstået, hvordan et højtalersystem virker, annoncerer dagens klasse til at
sætte stole op - om det var 1.B, D eller P er der imidlertid ingen, der ved. Man når kun at beundre Moses’ evne til at skille vandene, før man pludselig
står i en hed svingom med en brobygger, der mest af alt ligner et dådyr fanget
af forlygternes skær med panikken lysene ud af øjnene.
Ja, det er svært ikke at være træt, når man så endelig har
fundet frem til en plads i kantinen og smækker computeren frem for at skrive om
sine observationer, men bliver stoppet af en blinken og en irriterende lyd, der
nærmest forårsager hjertestop. Alt dette kun for at fortælle, at computeren er
ved at være afladt. Man burde nok sætte den til at lade, men det er svært på et
gymnasium næsten uden stikkontakter. Nogle mennesker er nok bare født til at
have en computer med for kort levetid og en lader, der ikke kan nå kontakten.
Der røg den sidste tår kaffe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar