Klagesang fra en ikke-ryger

Af Sofie Rechendorff Andersen

Hvis I har været meget opmærksomme åh I vidunderlige læsere af dette sandhedens avis, har I sikkert læst ”lidelseshistorien” som optræder i dette nummer af Metusalem, og som er en ganske urovækkende historie om et helt specielt folkefærd. Hvis ikke I har gjort det endnu, vil jeg i hvert fald stærkt anbefale, at I gør det! Men når nu vi har bragt Lidelseshistorien, er det på tide også at velsigne jer med Klagesangen. En historie om det selvsamme emne, med et andet dunkelt perspektiv. 

Vi kender dem alle sammen, vi kender dem godt, rygerne. Så vidunderligt forhadte, så velsignet jagede, som de danser rundt lige for næsen af autoriteterne, og er unge på den rigtige måde, så gamle damer bliver forargede. Og vi beundrer dem. Vi betages af dem. Vi står tryllebundet med næsen mod ruderne og drømmer os til en verden, hvor vi på denne måde kunne nyde at forpeste vores indre. Og mens de så står der ude i kulden, med tøj der aldrig helt ser varmt nok ud til at holde vinden ude, undrer vi os over, om der mon er noget magisk i den cancer-pind, der gør dem i stand til at udholde så voldsomme minusgrader og samtidig ligne filmstjerner. De er som fortryllede mytiske væsner, og de bliver først menneskelige, når de træder ind gennem dørene til os, i den virkelige verden. 

Selv der, i gangen på vej ind, bærer de sig med den der spændstighed i deres skridt og det syndige smil på læberne der siger ”Jeg har lige forkortet mit liv med to måneder. MED VILJE”. Med løftet pande går de døden i møde. Og det er det øverste level af cool. Så hjælper det ikke, at du køber en herredyr læderjakke. Eller et vintage-jakkesæt. Selv hvis du i hele uger kun går i sort, skindtøj, cowboytøj og solbriller inden døre, så vil du stadig føle dig middelmådig. Du vil stadig sende dem stjålne blikke, når de trækker udenfor i regnen, velvidende at de sikkert griner af dig derude, griner af dit ynkelige forsøg på at opnå sejhed, når du udmærket godt ved, at de ved bedst. Og du kan aldrig være med der. De har solgt deres sjæl og deres lunger til satan, og har til gengæld fået noget, vi andre aldrig kan nå. Vi aldrig vil være i stand til at fange. 

For hvem ved, hvad de siger om os, når de står derude i regnen og ler og blæser tåge ud i luften. Hvem ved hvilke ting der udspringer imellem gløderne. Vi ser godt hvordan rygerne har deres eget hemmelige kodesprog. Vi ser godt hvordan de så nemt som ingenting skaber venskaber, bliver fortrolige med hinanden over delte lightere, delt dødelighed. Hvor berusende må det ikke være sådan at slippe fornuften. Denne søde masochisme, hvor må den være vild. Og hvordan kan vi nogensinde være cool, hvordan kan vi nogensinde opnå status, når vi så åbenlyst skilter med, at vi rent faktisk sætter pris på vores liv?