Wake up and smell the oestrogen!

Af Sofie Rechendorff Andersen

Et nyt skoleår er startet, en ny sæson begyndt, og med den, som det ofte er tilfældet, er der blevet valgt en ny ledelse til hvert af skolens mange udvalg. En proces, som vi her på Metusalem i hvert fald kan vidne om, er både hård, brutal og nådesløs og som giver anledning til jubel, skål og kys men også til stor smerte og et par tårer. I hvert fald er der i de forskellige udvalg foregået en målrettet og kyndig udvælgningsprocess, der har mundet ud i en chokerende og yderst tankevækkende kendsgerning, jeg ikke kan forestille mig, nogensinde før har forekommet på dette traditionsfyldte gymnasium.

Måske er det et resultat af en længerevarende kamp, der topper nu og så vil udligne sig igen med tiden, måske er det en tendens, der er kommet for at blive, og inden længe også vil gøre sig gældende i resten af samfundet, hvem ved? Fakta er: At alle Solrød Gymnasiums store elevstyrede projekter og udvalg (med en enkelt undtagelse, men den kommer vi tilbage til!) i år er styret af kvinder. Kvinderne har i år invaderet formandsposterne på en skala der overgår meget af det, vi tidligere har set. De første kvindelige skolebladsredaktører, vi har en kvinde som vært på morgensamlingen hver fredag, kvindelig elevrådsformand, kvindelig formand for festudvalget. Der har endda sneget sig en kvinde ind i det mest testosteron-pumpede SG-udvalg der eksisterer: FREDAGSCAFÉ-UDVALGET. Dog ser vi her den før nævnte undtagelse.

Men alligevel må udviklingen da siges at være værd at give lidt opmærksomhed. Det er da et mærkeligt sammentræf? Os der gik her sidste år husker en mandlig festudvalgsformand, mandlig elevrådsformand, mandlige Metusalem-redaktører og morgensamlingsværter, og tanken om en kvinde i fredagscafeen sidste år ville være nærmest pervers. Hvad betyder denne udvikling? Kan det være helt tilfældigt? Redaktørerne her på Metusalem siges at have lavet en såkaldt ”Helle Thorning-Schmidt” som første kvindelige redaktører siden bladets skabelse. Som tredje årgang fra sidste år gik ud, sad vi på bladet tilbage med kun en enkelt til at repræsentere hankønnet på redaktionen. Og hvor de kvindelige medlemmer er kommet dumpende mere eller mindre af sig selv, føler vi som redaktører, at vi nærmest har måttet ud og værge en to-tre drenge mere til foretagenet, så vores stakkels tegneserie-tegner ikke skulle være efterladt alene i et østrogen-domineret univers. På trods af dette står vi tilbage med en stadig ret så skæv kønsfordeling på redaktionen, og vi er blevet i tvivl om hvorvidt, vi mon burde være bekymrede.

For kan det blive problematisk med et gymnasium hvis forskellige ”stemmer” alle er domineret af kvindekønnet? Er det et tilfælde, eller er det som før nævnt et resultat af en målrettet udvikling? Og skal der trædes ind? Bør der gøres noget? Eller bør vi prise os lykkelige for, at der på denne måde måske er mulighed for lidt færre offentlige vredesudbrud og heftige, offentlige (men dog virtuelle) diskussioner fra folk, der har set sig vrede eller følt sig angrebet af en specifik formand? Vi kvinder har jo som bekendt en hel del træning i at være bitre og hadefulde på andre mennesker, og vi er derfor efterhånden blevet ret gode til ikke at give udtryk for disse følelser direkte, men i stedet gå med dem og lade dem ulme og lade alle andre vide om dem end den person, vi rent faktisk er vrede på. En nyttig og dog måske en smule sørgelig egenskab at være i besiddelse af, og som i alle tilfælde vil kunne resultere i nogle måske lidt mere dramatiske, længevarende og helt sikkert meget mere underholdende konflikter, end dem nogle af os var vidner til sidste år.

Men hvad er så konklusionen? Hvad er vores oplevelse af denne situation? Ja nogle ville jo nok sige, at det var nødt til at ske på et tidspunkt. At der en dag ville komme en kvindedomineret æra, som de mange mandsdominerede vi har oplevet indtil nu. Og hvorfor så ikke nu? Var det ikke ved at være på tide? Har vi kvinder ikke fortjent at herske blot nogle få år, som mænd har hersket over os i århundreder? Og hvilket tidspunkt bedre end nu? Hvor vores allesammens statsminister Helle Thorning-Schmidt, på trods af megen kritik, ikke kan nægtes at have taget et enormt skridt for vores samfund som den første danske kvindelige statsminister. Så endda under styret af Danmarks første rigtige kvindelige regent (her medregner vi ikke Margrethe den første, da hun knap kan siges at have været rigtig regent), der, ligegyldigt hvad man nu mener om kongehuset, i sin regeringstid også kan tilskrives at have været med til at ændre tronfølgeloven, der blev afgjort ved folkeafstemning i 2009 og gjorde det muligt for en førstefødt pige af en regent selv at blive regent på trods af mindre brødre.

Altså en verden med kvinder på de synlige storposter. En verden med kvinderne i fronten. Så måske er spørgsmålet ikke, som vi ellers har valgt at arbejde lidt med i denne udgave af Metusalem, om hvad mandlige og kvindelige ledere hver især kan give samfundet. Måske handler det ikke om ligestilling, om at deles om topposterne og pengene. Måske er vi direkte på vej mod det matriarkalske samfund, kvindernes æra, med alt hvad det medfører af lange følelsesladede møder, trapper der er bygget til højhælede sko og gratis mørk chokolade i alle butikker en gang om måneden. Måske er det virkelige spørgsmål, vi i dette nummer af Metusalem bør stille til SG: Hvor længe regner du så med at holde endnu Bjarne?