torsdag den 21. november 2013

Solrød Gymnasiums Teaterkoncert


Skrevet af Camilla "Mandy" Volf 
2013. Endnu et skoleår begynder. 3g’erne er spændte på deres sidste år på skolen og 1g’erne er spændte på at bruge de næste 3 år på Solrød Gymnasium. Men skoleåret 2013/2014 er lidt mere specielt end det forrige skoleår. For i år er det igen tid til en af SG’s stolte traditioner: Teaterkoncerten. Denne tradition tiltrækker elever fra alle klasser på skolen, som ønsker at vise deres kreative sider både på selve scenen og backstage.
Hvad er en teaterkoncert?
Helt formelt er det, som navnet antyder, en blanding af koncert og teater med et gennemgående tema. ”Er det så ikke bare det samme som en musical?”er der nok nogen der vil spørger. Nej, det er ikke det samme. En musical har den samme handling gennem hele forrestilingen og sangene skrives og baseres på handlingen i musicalen. I en teaterkoncert blandes musik og skuespil, uden der egentlig er en gennemgående handling. Handlingen bliver her baseret på de enkelte sange og ikke omvendt. Så det er en slags koncert, bare med skuespil og dans.
Solrød Gymnasiums teaterkoncert har været en tradition i mange år og finder sted hver andet år. Så nogen elever får kun chancen for at være med en gang, imens andre får chancen to gange. Alle medvirkende er elever fra skolen, som bliver hjulpet og vejledt af nogle af skolens lærer og gæster og professionelle udefra. De medvirkende elever står desuden også for scenografien, rekvisitter, og kostumerne til teaterkoncerten og selvfølgelig står de også for at reklamere for teaterkoncerten.
Men hvad er SG’s teaterkoncert set indefra af eleverne? Jeg har talt med Sebastian Damgaard og Lasse Mortensen, to tidligere elever fra SG, som var henholdsvis solist og bassist i den forrige teaterkoncert Once Upon A Time.
Hvordan var det at være med i teaterkoncerten?
Sebastian: Det var helt fantastisk. Virkelig sjovt. Virkelig lærerigt. Jeg lærte rigtig meget, og havde det samtidig rigtig sjovt! Man fik et sammenhold på tværs af klasser og årgange, hvor man støttede hinanden, og havde det fedt sammen. Og så var det en fed oplevelse at stå på scenen, og spille teater, velvidende at man selv havde været med til at skabe det hele, og føle at det var et professionelt set-up. Det var virkelig fedt. Og man overskred en masse grænser, som var lidt skræmmende i starten, men egentlig bare var fedt at gøre.
Lasse: Det at medvirke i koncerten og så endda i bandet, var ligeså eventyrligt som selve stykket antydede. Det var en glad tid fuld af nye bekendtskaber og en ting man kunne fokusere fælles på uden der kom formaliteter i vejen, for ikke at nævne den belønning det var at optræde for så mange mennesker med noget man vidste, var rigtig rigtig godt.
Hvorfor meldte du dig til teaterkoncerten?
Sebastian: Jeg meldte mig, fordi jeg tænkte at det kunne være meget sjovt, primært pga. musikken, da jeg elsker at spille musik. Og så tænkte jeg det kunne være sjovt at prøve.
Lasse: Jeg meldte mig til, fordi jeg havde set teaterkoncerten før vores egen, og vidste allerede dengang at jeg ville medvirke næste gang, desuden ville mange af mine musikklassekammerater også tilmelde sig, så selvfølgelig skulle jeg være med! Jeg var desuden klar over at det var og stadig er, det ypperste man kan opnå musikalsk på Solrød Gymnasium.

Hvad havde du af forventninger til teaterkoncerten i starten?
Sebastian: Ikke særlig meget. Havde faktisk ikke rigtig nogen forventninger, da jeg ikke vidste så meget om det. Andet end at folk åbenbart gik meget op i at komme med, så jeg tænkte det måtte være fedt, men hvordan vidste jeg egentlig ikke.
Lasse: Jeg havde faktisk ekstremt høje forventninger gennem hele forløbet, netop fordi jeg havde set koncert fra forrige gang og hvor fantastisk den var! (Vores var federe hæ), men mest fordi jeg bemærkede hvor professionelt det foregik og hvor fokuserede vi alle var, også selvom vi måske kom til at drikke et par øller eller 1000. Jeg havde store forventninger til forløbet og forestillingen, og jeg har også MEGET STORE FORVENTNINGER til den kommende teaterkoncert, som jeg selvfølgelig skal sidde på første række og se.
Hvad så med den kommende teaterkoncert? Vil den blive lige så god og ”eventyrlig” som de forrige? Personligt synes jeg at det er alt for tidligt at sige noget om hvordan den vil blive, da hver en teaterkoncert er forskellig. Men som medvirkende kan jeg hvert fald sige, at jeg glæder mig til, sammen med en masse skønne mennesker, at begynde på denne stolte tradition. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar