Af Sofie Rechendorff Andersen
Solrød Gymnasium ligner sig selv. Der er lærere og elever på
gangene, mærkelig idyllisk kunst på væggene og folk der snubler på vej op og
ned af trapperne. Man lægger knap nok mærke til at halvdelen af hele gymnasiets
HF-elever er borte i denne uge, begravet som de er netop nu i den frygtede
“SSO”. Den store forskel gør deres fravær åbenbart ikke. Anden g’erne er
tilbage fra SRO, så der er så småt opfyldt i kantinen igen i pauserne. Tredje
g’erne taler om AT, første g’erne skal så småt til at igang med at tænke i DHO,
og anden g’erne fryder sig over at de snart har overlevet den dødsensfarlige
“Vintren i anden g” som rygtes for at være den mest forfærdelige tid på de tre
gymnasie år og som har krævet mange ofre, og knækket ikke så få ellers stærke
og dygtige studerende. Alt lurer idyl på Solrød Gymnasium, alt er som det
plejer, og man kan lige klare et par timer mere fordi man ved at vinterferien
er på vej.
Det virker som om folk har glemt hvilken gruopvækkende
begivenhed der lurer i den nærmeste fremtid. Hvilken psykisk udfordring vi
tredje g’ere er nødt til at se i øjnene, inden vi får lov at holde vinterferie.
Er I med på hvad jeg taler om? Ikke? Jeg taler selvfølgelig om den hemmelighed,
der afsløres for os, den dom der fælles over os, så symbolsk som det
overhovedet kan blive, nu her på fredag den 13. SRP-karakteren. Tre små
bogstaver, som ingen forældre åbenbart er i stand til at sætte i den rigtige
rækkefølge, tre små bogstaver der dominerede vores liv i de fortrængte to uger,
og der hjemsøgte hele vores juleferie så al nydelse blev farvet bittersød ved
tanken om en litteraturliste som vist ikke kom i alfabetisk orden, et manglende
bilag eller en kilde man vist ikke lige fik skrevet på.
Den magiske remse: “Karakteren tæller dobbelt” blev vores
omkvæd, vores undskyldning, når familiemedlemmer ikke forstod hvorfor vi ikke
var i stand til at holde koncentrationen på rødkålen, eller havde glemt at købe
gaver til halvdelen af familien. Men i virkeligheden var det ikke kun det. Det
var mere end bare det. Det var noget underliggende, noget mystisk og magisk,
SRP’en havde forhekset os, forbandet os og inden vi så os for var vores tanker
fuldstændigt fordrejede og vi var i trance. SRP-trancen varede også efter
aflevering, den sad i vores kroppe som en blanding mellem opgivenhed,
udmattelse, rastløshed og dårlig samvittighed. Den tog dagevis at slippe af
med, ugevis for nogle. Men det lykkedes. Vi fik den endelig jaget bort, lige
inden vi matte tage imod den næste bølge af hjernevaskende præstationsangst
også kendt som emnet til AT-eksamen. SRP-trancen matte vige for AT-forvirringen
og alt var som det skulle være, den naturlige orden var intakt.
Indtil vi pludselig erindrede det. Måske er det i
virkeligheden ikke alle der har husket på det endnu. Men for undertegnede skete
det en overskyet weekenddag, og nu er tanken ikke til at drive bort igen.
Tanken om det, der vil ske på fredag den trettende. Tanken om den gru der vil
indtage vores verdner, vores liv. Tanken om at få karakteren for vores SRP at
se. Tanken om afslutning, afskæring, undergang. Kære første og anden g’ere, vil
I ikke nok bære over med os tredje g’ere hvis vi virker paniske eller sørgende
her i den sidste tid? Kære lærere, vær søde ikke at fortælle os alle de
historier I har om at I forhandler med censorer i øjeblikket og hvor svære
nogle af disse kan være at forhandle med. Skån os for historier om folk, der
har skrevet for meget og folk ,der har skrevet for lidt. Vi kan ikke holde til
det. Og kære tredje g’ere…. Knæk og bræk! Må Tex have åbent hele vinterferien
for jer, og må de have øl nok til at drukne al jeres jubel eller skuffelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar