Jeg går her på gymnasiet for at lære at blive selvstændigt tænkende. Jeg går her IKKE for at lære at parere ordrer.

Af Den Sure Dame

De fleste opgaver vi gives som afleveringer her på gymnasiet giver på sin egen vis mening. En opgave hvor jeg i første opgavedel skal aflæse en tabel og skrive ned hvad jeg finder ud af, uden at måtte tænke og reflektere over hvilke problemstillinger disse resultater er skyld i, giver ikke. Så skal jeg nede i den næste opgave redegøre for noget andet og dernæst diskutere det og det er selvfølgelig meget godt. Og det kan jeg sagtens. Men at aflæse en tabel og skrive ned hvad der står i den, hvad lærer jeg af det? Jeg lærer at aflæse en tabel ja. Men det kan man lære en abe! Det siger intet om noget som helst. Hvad skal jeg bruge det til? På hvilket tidspunkt ude i det virkelige liv er man nødt til at aflæse en tabel uden også at skulle fortsætte med derudfra at deducere sig frem til de problemstillinger og diskussioner tabellen dækker over? Det er slave arbejde! 

Jeg går her for at lære at tænke. En opgave som denne, hvor man ikke må bevæge sig videre til det næste taksonomiske niveau, er det præcis modsatte. Det er en opgave, der lærer os ikke at tænke. Blot at gøre, parere ordrer, en opgave der lærer os at lukke ned for det højere abstraktionsniveau, det der skulle gøre os mere intelligente og til generelt bedre og mere etiske samfundsborgere. Det er fint hvis vi skulle i hæren måske. Men hvis vi ønsker et samfund med innovation i højsædet, et samfund med fokus på nytænkning, nye ideer, elever der kan se ud af boksen, elever der rent faktisk ved lidt om sammenhænge imellem ting og kan se meningen med det hele, så er disse opgaver fuldstændig hen i vejret. Og jeg finder mig ikke i det. Ingen skal tvinge mig til ikke at reflektere. Ingen skal tvinge mig til ikke at tænke, når det så åbenlyst er mere relevant end de tal og sammenhænge jeg ser, når jeg bare ”aflæser og redegør”. Det er meningsløst. 

Og det er en farlig vej at gå. For det sker hele tiden. Så mange fag handler snart kun om at kunne referere. Så mange steder skal du bare lære ordene fra lærebogen eller citater fra studieportalen udenad, og så har du den lette vej til et tolv-tal. Den direkte vej. Du behøver slet ikke tænke selv. Vi priser, belønner dem der kan parere ordrer. Der kan løse en opgave uden at have nogen som helst idé om meningen, den større kontekst, alt det der ligger udenom. Vi lovpriser dem, der ikke ser hvordan alle fagene hænger sammen, hvordan det hele er forenet og giver mening og har en grund. Fordi de er i stand til at citere eksperter ordentligt. Og ordret! Hvilken intelligens! Hvis blot du kan nævne hvad nogle andre engang har tænkt, er der ingen grund til selv at tænke. 

Du får et klap på hovedet, en plads i akademiet for talentfulde unge, og så kan du ellers stå der og redegøre for alle de bøger, du har læst, og alt det din lærer har sagt til dig, og skynde dig at understrege over for alle, der gider høre, at du selvfølgelig ikke er der fordi, du på nogen måde interesserer dig for noget, der har med skole at gøre. Nej nej, du er her kun fordi, det vil se godt ud på dit CV, og du interesserer dig langt mere for din svømning. Eller roning. Eller løb, håndbold, fodbold, volley! Andre ting hvor du skal afkode det, din træner siger, og så gøre det. Parere ordrer. Ikke tænke selv. Det er hvad landets mest talentfulde kan. Hvordan i alverden er det disse værdier, der er kommet i højsædet i vores samfund? Hvor blev ideen af om, at perspektiveringen var det vigtigste, din måde at sætte tingene i kontekst på, som værende det, der afslørede din intelligens? Hvad er det for et samfund, disse tendenser afspejler? Et samfund med alt for meget idræt og alt for lidt filosofi.