torsdag den 13. februar 2014

Leksikonet Fictio – genfødt

Af Meike Sørensen


Definitionen på lidelseshistorien

De fleste tror vel nok at lidelseshistoriens eneste sande gengivelse er den som står i biblen. At Jesus, den langhårede frækkert af en tømmersøn, var den eneste, som var vigtig nok til at have sin egen lidelseshistorie. Denne myte er falsk. Der findes en mere; en historie om et helt folkefærd.
Ser i, den rigtige lidelseshistorie starter, som så mange andre, ved verdens ældste og klogeste mand Metusalem. Metusalem havde efter en hård skilsmisse med sin ekskone Eva, brug for noget til at lette sine tunge tanker med. Som den kloge mand han var, fandt Metusalem ud af at græsset fra savannen i Korinth, havde en lindrende virkning på hovedet når man røg det. Han opbyggede derfor hurtigt til stort lager i sin ungkarlelejlighed i Jerusalem, hvilket var til stor gene for naboerne. Efter et voldsomt sammenstød i opgangen, blev partnerne enige om et kompromis; Metusalem forærede dem en sjettedel af sit lager, for at få lov til at beholde sit højt elskede skæg. Metusalem have naturligvis en plan med dette, eftersom at han jo er den klogeste i verden. Inden længe begyndte naboerne at sprede græsset i de kristne miljøer. Dette gik endda så vidt at en landsbytosse ved navn Moses hævdede at han havde snakket med en brænde busk. Metusalem tjente en masse penge, beholdte sit skæg og masserne strømmede til savannen i Korinth for at lufte deres sind.
            Men pludselig skete det forfærdelige, at Metusalem løb tør for græs. Han rejste over hele verden i fortvivlelse, og ledte efter noget som kunne erstatte det. Det var her, Metusalem løb ind i tobaksplanten. Han tog hurtigt en masse planter med hjem, og lukkede sig inde i sin ungkarlelejlighed. I gennem syv dage og syv nætter arbejdede han på dette nye produkt – cigaretten – og Metusalem så, at det var godt. På den syvende dag, holdt han hviledag og beundrede sit værk. Denne genstand skulle nok skabe nydelse i verden.

Og det gjorde den! Gennem de næste mange århundreder, nød folk cigaretten. Men denne euforiske periode, er måske i virkeligheden der, hvor lidelseshistorien starter. For efter ’Mad Men’, de brølende tyvere og Villy Søvndals rygestop, begyndte det at gå drastisk ned ad bakke. Rygerne blev et folkefærd, et mindretal, de blev udstødt af civilisationen. I kulden, frysende, rystende og bævrende, kalder de stadig på hinanden med deres parrings-host og hvisker om fortiden. De er fordrevet fra offentlige grunde, fra halvtage og togstationer, mens deres cigaretpakker bærer mærker, som var de tornekroner. Måske, kan man være heldig at se en, engang i mellem… Hvis ikke de jages i skjul af vrede damer. Rygerne er nemlig som oftest kloge væsener, der har udviklet sig et yderst kreativt kommunikationssystem. De lever nu i skyggen af samfundet og på kanten af sundhedssystemet. 
Se dette, kære venner, er en rigtig lidelseshistorie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar